Kremering eller begravelse

Ligbrænding er at brænde et lig og kaldes også for kremation eller kremering.

Ligbrænding foretages i et krematorium, da det er det eneste lovlige her i landet. Et krematorium kaldes også bålvi eller bålhus. Størstedelen af den danske befolkning bliver, når de dør, kremeret. Enten har de selv valgt dette eller deres nærmeste pårørende, som står for planlægningen af begravelsen/bisættelsen, vælger for dem.

For hele den danske befolkning gælder det ca. 79 procent, mens det gælder ca. 90 procent i større byer.

Den første lov om ligbrænding trådte i kraft i 1882, hvor man dog kun kunne blive brændt, hvis man var medlem af Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen blev stiftet i 1881 på grund af frygten for den smittefare, de døde kunne bære på grund af koleraepidemi rundt om i Europa, dårlige kirkegårdsforhold og kloaksystemer.

Den første lovlige ligbrænding fandt sted i 1893, men først i 1975 blev ligbrænding lovmæssigt ligestillet med jordbegravelse.

Det er ikke nødvendigt at være medlem af en ligbrændingsforening for at blive kremeret.

Allerede som 15-årig er det muligt at tage stilling til, om man vil kremeres eller jordbegraves. Har man ikke selv taget stilling, er det ens pårørende, der skal gøre det. Er de pårørende uenige om valget af begravelsesform, vil sognepræsten almindeligvis rette sig efter den, der stod afdøde nærmest. Er de pårørende uenige med sognepræsten, træffes afgørelsen af skifteretten.