din-digitale-arv-bedemand-per-rasmussen.jpg

Din digitale arv

I dag har de fleste en eller flere profiler på sociale medier som Facebook, Instagram, Google+, Snapchat, mfl. Også efter de er gået bort, for det er nemlig ikke altid lige nemt at redigere i – eller helt fjerne – profilerne efter et dødsfald. Det kræver enten adgangskode eller dokumentation for både dødsfald og familieforhold, og det kan være en tung og besværlig proces midt i sorgen.

Du gør derfor dine efterladte en stor tjeneste ved, mens tid er, at tage stilling til, hvad der skal ske med dine sociale profiler, når du er gået bort, og at gøre det nemt for dem at logge ind og lave de fornødne ændringer.

En af de tryggeste – og nemmeste – måder er at bruge testamentet. Derved kan en nærtstående få adgang til at indhente alle nødvendige login-informationer efter et dødsfald. Det kræver imidlertid, at afdøde i god tid har fået klarlagt sine digitale rettigheder i samarbejde med en advokat. Dette vil typisk foregå i forbindelse med oprettelse af testamentet og er en enkel måde for de efterladte at afslutte det digitale liv.

Det er imidlertid ikke alle, der når at give rettigheder til digital adgang før sin bortgang. Derfor kan det være nødvendigt helt at slette – eller deaktivere – sociale medier.

Det sidste ord

Selv om det kan virke besnærende at have en digital gravsten, der lever for evigt, i form af en Facebook-profil eller andet, så kan det være hårdt for de efterladte konstant at blive mindet om sorgen og savnet, når de sidder ved computeren. Det kan være med til at forlænge sorgprocessen, og det er derfor vigtigt, at alle involverede bakker op, hvis det bliver besluttet, at der skal holdes liv i den afdødes digitale arv. På Facebook kan din profil blive lavet om til en mindeside, efter du er død. Det giver dine efterladte mulighed for at ’låse’ profilen, så den ikke længere er aktiv, men så de har et virtuelt sted at mindes. Det kræver dog adgangskode til profilen – eller dokumentation for hhv. dødsfald og familieforhold, hvilket kan være både tungt og besværligt at skulle fremskaffe midt i sorgen. Du kan på forhånd vælge, hvem der skal have adgang til din profil, når du går bort; Klik på ”Indstillinger”, ”Sikkerhed” og ”Eftermælekontakt”.

Sådan forbereder du bedst din digitale arv

Del koderne, eller gem dem ét sted

De fleste kan sine koder udenad, og når vi går bort, går koderne med. Del dine adgangskoder med din(e) nærmeste, eller skriv dem ned, og gem dem sammen med personlige papirer. Du kan også bruge en app til at holde styr på login-informationer – den kræver godt nok også adgangskode, men så er der kun én, der skal huskes. PasswordBox, Keeper, LastPass og Dashlane er blot få af de apps, der kan huske adgangskoder for dig.

Harddisk og fildelings-tjenester

Del billeder og dokumenter med familie og venner, fx via cloud-tjenester, så du ikke er den eneste, der har eksemplarer. Ryd løbende op i filer og konti og gem det vigtigste ét sted, fx. på et USB-stik eller en ekstern harddisk uden kode – det gør det både nemmere for dig og for dine efterladte. Er der filer og konti, som de nærmeste ikke må kende til, er det en god idé at have gjort sig det klart på forhånd, så de ikke figurerer samme sted, som de informationer du har delt.

e-Boks og Min Sidste Vilje

Du kan også gemme brugernavne og adgangskoder i e-Boks eller Min Sidste Vilje, som din familie kan få adgang til efter din død. e-Boks er nemlig ikke kun til dokumenter fra det offentlige, banker, forsikringsselskaber m.fl. Her kan du også gemme familiefotos, fødselsattester, kontrakter, mv. Du kan på forhånd bestemme, hvem der skal arve indholdet af din e-Boks – det gør du under ”Indstillinger” og ”Adgang”.

Nedenfor finder du en række links til, hvordan du nemmest kan slette afdødes sociale medie-konti eller omdanne dem til mindesmærker og dermed beholde dem online.

Bemærk, at du skal kunne dokumentere, at du er nært beslægtet med afdøde og kan henvise til en attest fra skifteretten eller en offentlig bekræftelse på dødsfaldet, før du kan få rettighederne til at slette eller deaktivere, og du skal væbne dig med tålmodighed, for det kan tage lang tid og kræve at du gentagne gange sender dokumentation ind.

*Guide til at slette afdødes Facebook-konto (https://www.facebook.com/help/contact/228813257197480)

*Ønsker du at beholde Facebook-profilen, kan du gøre den til et mindesmærke. Du finder en guide til hvordan, her: https://www.facebook.com/help/contact/651319028315841

*Guide til at slette afdødes Twitter-konto (https://help.twitter.com/en/rules-and-policies/contact-twitter-about-a-deceased-family-members-account)

*Guide til at slette afdødes Instagram-konto (https://help.instagram.com/contact/1474899482730688?helpref=faq_content)

*Ønsker du at beholde Instagram-kontoen, kan du gøre den til et mindesmærke. Du finder en guide til hvordan, her: https://help.instagram.com/contact/452224988254813?helpref=faq_content

Yderligere råd til at slette eller deaktivere afdødes profiler fra sociale medier kan du finde her: https://sikkerdigital.dk/borger/sociale-medier/guide-slet-din-profil

 

×