Om danskerne og døden

Vi danskere kan tale om stort set alt. Undtagen døden. Det er bestemt ikke noget naturligt samtaleemne, og skulle samtalen alligevel falde på døden, trækker folk sig hurtigt.

Det er tydeligvis et emne, som mange mennesker ikke har det godt med, hvilket er paradoksalt i en tid, hvor vi er oplyste og veluddannede som aldrig før og kan tale om stort set alt muligt andet.

Men det at tale om døden volder rigtig mange mennesker besvær, og det er ikke kun på grund af sorgen. Det skyldes også en sproglig usikkerhed, der kommer af aldrig rigtig at have forholdt sig til døden. Mange leder efter ord og begreber og er for eksempel usikre på, hvordan de skal omtale den afdøde.

Når folk ser én, de kender i Netto, som de ved er alvorligt syg eller lige har mistet nogen, kan man se dem nærmest danse sidelæns for at undgå at møde personen, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Vi mangler simpelthen dannelse omkring håndtering af døden, og det gælder alle aldre.

Men forholdet til døden er ikke bare statisk. Det bliver i høj grad påvirket af, i hvilken fase af livet, man befinder sig i. Om man er ung og føler sig udødelig. Om man er blevet voksen, har fået ansvar – og bekymrer sig om sine børn, søskende og forældre, eller om man befinder sig i livets efterår – og med en stigende erkendelse af, at ingen – heller ikke én selv – undslipper døden.

Så selvfølgelig påvirker livsfaserne vores syn på døden, men det afgørende er kulturen omkring os. Og den er i Danmark stadig utrolig præget af fortrængning. Så længe så mange ikke engang tør tage stilling til, hvordan vi eksempelvis vil begraves, og om vores organer må doneres væk, så længe vil frygten for døden være en stor del af os alle. Og det er synd, for det fratager os noget af glæden ved at leve.

Og som bedemand er vi også altid en god sparringspartner i, hvordan man taler med sine kære om døden. Noget vi i øvrigt gerne kommer ud og holder foredrag om i større forsamlinger.

Folderen, Min sidste vilje er i øvrigt et egnet redskab til at forbedre dialogen i familien i forbindelse med et dødsfald.