Kremering

Kremering - hvad er det, og hvordan foregår det?

Kremering, også kaldet ligbrænding eller kremation, betyder, at afdøde brændes i et godkendt krematorium, hvorefter asken lægges i en urne. Her får du et overblik over, hvad kremering betyder, hvordan processen foregår, og hvilke valg der følger bagefter.

Hvad er kremering?

At kremere betyder at brænde en afdød i et krematorium. Kremeringen er selve processen på krematoriet. En bisættelse er derimod den afskedsform, hvor kisten efter en eventuel højtidelighed føres til kremering, mens kisten ved en jordbegravelse sænkes i jorden. Læs også om de forskellige begravelsesmuligheder.

Efter dansk lov skal ligbrænding ske i et krematorium, der er godkendt af kirkeministeren. Kremering er i dag en almindelig begravelsesform i Danmark, og valget afhænger først og fremmest af afdødes egne ønsker og familiens situation.

Hvordan foregår en kremering?

Før en kremering kan finde sted, skal anmodningen om begravelse eller kremering være godkendt, og der skal være aftalt et krematorium. Selve forløbet kan variere lidt fra sted til sted, men består typisk af disse trin:

  • Efter en eventuel højtidelighed transporteres kisten til krematoriet. Hvis der ikke ønskes en højtidelighed, kan kisten køres direkte dertil. Vær dog obs på at hvis afdøde er medlem af folkekirken, skal afdødes sognepræst sig god for at afdøde køres direkte til krematoriet – dette bunder i at sognepræsten er begravelsesmyndighed og er den der skal sikre at det vitterligt er afdødes ønske at der ikke skal være en kirkelig handling

  • Kisten registreres og opbevares forsvarligt, indtil kremeringen kan finde sted.

  • Ved selve kremeringen føres kisten ind i kremationsovnen. Krematoriet sikrer identifikationen gennem hele processen.

  • Efter kremeringen afkøles resterne. De findeles derefter, og asken lægges i en urne, som mærkes og gøres klar til det videre forløb.

Hvor lang tid tager en kremering?

Selve kremeringen tager typisk omkring halvanden time, men tiden kan variere afhængigt af krematoriet og det konkrete forløb. Når kremeringen er afsluttet, skal asken desuden afkøles og klargøres, før den kan lægges i urnen.

Der kan derfor gå længere tid, før urnen er klar til udlevering eller nedsættelse. På siden om urnenedsættelse kan du læse mere om det videre forløb.

Hvad sker der med asken efter kremeringen?

Når asken er lagt i urnen, kan urnen blandt andet nedsættes på en kirkegård. Hvis afdøde har ønsket det, kan asken også spredes over åbent hav, når betingelserne er opfyldt. Læs mere om regler og muligheder på siden om askespredning.

Hvem bestemmer, om afdøde skal kremeres?

Har afdøde efter sit fyldte 15. år givet udtryk for et ønske om kremering eller jordbegravelse, skal ønsket efterkommes. Hvis der ikke foreligger et ønske, træffes valget i forbindelse med anmodningen om begravelse eller kremering. Ved uenighed kan begravelsesmyndigheden og i sidste ende skifteretten blive involveret.

Det kan være en hjælp at tage stilling på forhånd. I Min sidste vilje kan man blandt andet skrive, om man ønsker kremering eller jordbegravelse.

Hvornår begyndte man at kremere i Danmark?

Den moderne danske bevægelse for ligbrænding begyndte i slutningen af 1800-tallet. Foreningen for Ligbrænding blev stiftet i 1881, og Danmarks første krematorium blev opført i 1886. Ligbrænding blev tilladt ved lov i 1892, og den første lovlige kremering fandt sted i 1893. I 1975 blev ligbrænding og kistebegravelse juridisk ligestillet.

×