Om danskerne og døden

Vi danskere kan tale om stort set alt. Undtagen døden. Det er bestemt ikke noget naturligt samtaleemne, og skulle samtalen alligevel falde på døden, trækker folk sig hurtigt.

Det er tydeligvis et emne, som mange mennesker ikke har det godt med, hvilket er paradoksalt i en tid, hvor vi er oplyste og veluddannede som aldrig før og kan tale om stort set alt muligt andet.

Men det at tale om døden volder rigtig mange mennesker besvær, og det er ikke kun på grund af sorgen. Det skyldes også en sproglig usikkerhed, der kommer af aldrig rigtig at have forholdt sig til døden. Mange leder efter ord og begreber og er for eksempel usikre på, hvordan de skal omtale den afdøde.

Når folk ser én, de kender i Netto, som de ved er alvorligt syg eller lige har mistet nogen, kan man se dem nærmest danse sidelæns for at undgå at møde personen, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Vi mangler simpelthen dannelse omkring håndtering af døden, og det gælder alle aldre.

Men forholdet til døden er ikke bare statisk. Det bliver i høj grad påvirket af, i hvilken fase af livet, man befinder sig i. Om man er ung og føler sig udødelig. Om man er blevet voksen, har fået ansvar – og bekymrer sig om sine børn, søskende og forældre, eller om man befinder sig i livets efterår – og med en stigende erkendelse af, at ingen – heller ikke én selv – undslipper døden.

Så selvfølgelig påvirker livsfaserne vores syn på døden, men det afgørende er kulturen omkring os. Og den er i Danmark stadig utrolig præget af fortrængning. Så længe så mange ikke engang tør tage stilling til, hvordan vi eksempelvis vil begraves, og om vores organer må doneres væk, så længe vil frygten for døden være en stor del af os alle. Og det er synd, for det fratager os noget af glæden ved at leve.

Og som bedemand er vi også altid en god sparringspartner i, hvordan man taler med sine kære om døden. Noget vi i øvrigt gerne kommer ud og holder foredrag om i større forsamlinger.

Folderen, Min sidste vilje er i øvrigt et egnet redskab til at forbedre dialogen i familien i forbindelse med et dødsfald.

Gammel overtro

Tøjet

Det er gammel overtro, at hvis man tager nyt tøj på til en begravelse, vil man være den næste, der dør. Og det gælder alt tøj fra strømper til slips. Hvis bare en af tingene er nye, er ens skæbne forudbestemt.

Begravelsestidspunktet

Det betragtes som særdeles uheldigt at blive begravet på årets første dag. For så vil en fra menigheden dø hver måned i det kommende år. Nogle steder mente man, at en søndagsbegravelse også var meget uheldigt, da tre så ville dø den kommende uge.
Hvis begravelsen først fastlægges og så udsættes, vil den døde forsøge at tage nogle med sig.

På vej mod kirken

Når den døde er blevet båret ud af huset, er det vigtigt, at dørtærsklen bliver vasket med kogende vand, for derved at uskadeliggøre de dæmoner, der befinder sig i dørtærskelen.
I overtroen er dørtærskler altid farlige steder, da de signalerer overgang. Af samme grund satte man ved juletid knive i tærsklerne, for at holde dårligdommene for døren.

Begravelsesoptog

Hvis den første, der ser et begravelsesoptog, er en kvinde, så vil den næste, som dør i byen, være en kvinde. Hvis det derimod er en mand, vil den næste, som dør, være en mand.

Kirken

Når man er i kirken og begravelsen er i gang, betragtes det som et dårligt varsel, hvis en lysstråle rammer en, da det ifølge overtroen betyder, at man er udvalgt til at dø. Hvis det derimod lyser på bruden til et bryllup, betragtes det som et godt varsel.

Samtidigt er det vigtigt, at man ikke er et ulige antal i kirken, da den døde leder efter en mage.

Kisten

Kisten skal bæres, så den afdøde har fødderne først, modsat af da han blev født, ellers vil hans spøgelse vende tilbage. Hvis den regner på kisten, varsler det, at den døde får et godt efterliv.

Den døde

Det betragtes som heldigt, hvis man rører den døde i kisten, for på denne måde vil man ikke drømme om de døde, og den dødes ånd vil ikke hjemsøge en. Samtidig skal øjnene på den døde være lukket, da han ellers vil kigge efter en mage.

Ud af kirken

Den, der forlader kirken først, skal snart begrave et familiemedlem. Nogle siger, at det er den, som går først, der vil dø.

Begravelsen

Det er vigtigt, at man ikke bliver begravet som den første på en nyopført kirkegård, da det ifølge overtroen betyder, at en af den afdødes familiemedlemmer vil være den næste, der dør. Ifølge overleveringen begravede man derfor først et dyr, som regel en levende hest, men først efter at have hugget det ene ben af. På denne måde ville hesten befinde sig et sted mellem liv og død og kunne holde styr på de dødes sjæle. Hvis man var så uheldig at se den trebenede genganger, var man så godt som sikker på, at noget forfærdeligt ville ske. Mange siges sågar at være døde ved det blotte syn af hesten.

Hvis gravstedet synker ned i jorden, vil et familiemedlem til den afdøde med sikkerhed dø inden længe.

Forudsigelser af døden

Ifølge overtroen er der flere ting, som kan indikere, hvem der vil dø i den kommende tid. For eksempel vil en kvinde, som får en vorte på hagen, snart blive enke. Og hvis man ved et uheld kommer til at slå op på en begravelsessalme ved fuldmåne, vil man selv dø, inden året er omme.

Hvis man skulle dristige sig til at spille spørgsmålet om, hvem der mon bliver den næste, der dør, har man ifølge overtroen gravet sin egen grav og vil dø som den næste.

Kilde: www.religion.dk