bedemand-per-rasmussen-askespredning-aabent-hav.jpg

Askespredning

Den afdødes aske kan blive spredt over åbent hav, hvis han eller hun skriftligt har tilkendegivet et ønske om det. Hvis man som efterladt kan godtgøre, at afdøde har ønsket det, er det også nok.

Askespredningen skal foregå over åbent vand, det vil sige over havet eller over større fjorde eller bugter. Det er ikke tilladt at sprede asken over en sø.

Det er de efterladte, som skal sørge for at få asken spredt, og spredningen af asken skal foregå på en måde, der ikke vækker opsigt.

Vi hjælper gerne
Som bedemand kan vi hjælpe og arrangere denne opgave for familien. Herunder også at hjælpe med de nødvendige tilladelser, papirer og andre formaliteter.

Du kan udfylde blanketten for spredning af aske over åbent hav her.
Bemærk, at det ikke er tilladt at sænke urner med aske i havet.

Hvad koster en bisættelse med askespredning?
Ikke en afsked er ens og som ved en bisættelse med urnenedsættelse på kirkegård eller ved en jordbegravelse, er valget hvorledes en bisættelse med askespredning skal være et meget personligt og meget individuelt valg.
Prisen på askespredningen kommer an på hvilke ønsker afdøde har haft, hvilket behov og ønsker de pårørende har, samt hvilke ressourcer der er til rådighed.  

Uanset hvordan højtideligheden ønskes sammensat så er den personlige kontakt essentiel for os, for derigennem at få en god snak og få alle ønsker vendt således vi nemmere kan give det totale overblik - også økonomisk, så der ikke efterfølgende dukker noget op som ikke var oplyst på forhånd.

Vi har f.eks. flere forskellige kister samt flere forskellige urner der er beregnet til askespredning. Derudover er der spørgsmål om man som pårørende selv sørger for en båd eller om der ønskes vores hjælp til at arrangerer ceremonien.

Mindested
Når afdødes aske spredes, kan de efterladte savne et sted at gå hen for at mindes, når sorgen og savnet er størst. Selv om der ikke er et gravsted at besøge, er det muligt at få lavet en gravsten, som man kan placere der, hvor det giver bedst mening for en – et sted, hvor man kan mindes. Det kan være i haven, ved sommerhuset, eller et andet sted, hvor man gerne vil huske og mindes. I visse tilfælde er det også muligt at få mindestenen lagt på kirkegården. Her skal man spørge hos det lokale kirkekontor.

En mindesten må ikke placeres på et offentligt sted, men gerne i en privat have. 

Hvis man foretrækker noget mere diskret end en sten, kan man hos Bedemand Per Rasmussen købe en mindeplade af træ med en enkel tekst og/eller koordinater fra der, hvor askespredningen fandt sted, evt. sammen med et billede af afdøde. Mindepladen kan sættes op i et træ i haven eller ved sommerhuset, eller den kan stå i hjemmet.

Teksten på enten mindeplade eller mindesten kan holdes helt enkel med blot et enkelt ord eller et navn. Eller man kan vælge samme type inskription som på en traditionel gravsten med navn, fødsels- og dødsdato, eventuelt kombineret med koordinaterne til der, hvor asken er blevet spredt. På den måde får minderne en fast holdeplads, og de efterladte får et sted, hvor der kan lægges en buket blomster i ny og næ.