sorgens-faser.jpg

Sorgens faser

Nogle mennesker reagerer meget udadvendt, når de rammes af sorg. Andre meget indadvendt, og atter andre vil slet ikke have hjælp. For vi mennesker er forskellige. Det vigtigste er dog, at sorgen ses og bearbejdes, så at den ikke bliver kronisk. Sørg derfor for at søge hjælp, hvis du føler, at sorgen overmander dig eller en af dine nærmeste.

Selvom krise og sorg opleves og gennemleves forskelligt, at der nogle reaktioner som næsten alle kan kende:

  • Angst
  • Søvnløshed
  • Vrede
  • Gråd
  • Apati
  • Tomhed
  • Træthed
  • Appetitløshed

Nedenfor finder du en gennemgang af sorgens fire faser, der ikke er skarpt adskilte (efter Johan Cullbergs teori). Nedenstående kan dog aldrig stå alene og erstatte den hjælp man kan få i det professionelle behandlingssystem!

Chokfasen

Forløber over kort tid: Fra få øjeblikke til et par døgn. Følelserne er et stort kaos. Man føler sig desuden tom, forladt og isoleret og ”udenfor” virkeligheden. Reaktionen kan f.eks. være handlingslammelse, unaturlig selv-beherskelse, rastløshed eller udfarende adfærd (skrige, råbe, le). De kropslige symptomer kan bl.a. være spændinger, hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkastning, rysteture og hjertebanken.

Som forsvar mod den svære situation/ de svære følelser kan man i krise opføre sig barnligt for at blive fri for at tage ansvar (regression). Et forsvar kan også være, at man ubevidst fornægter det skete, man nægter at tro, at det skete… Disse reaktioner er normale og bør accepteres.

Hjælp

I denne fase, hvor den, der er ramt af krise skal erkende, hvad der er sket, er den vigtigste hjælp at være fysisk tilstede: At have fysisk kontakt med den sørgende, at tage hånd om de praktiske ting, så den ramte kan få lov at være ’den lille’, at være barnet uden ansvar, at føle sig tryg.

Reaktionsfasen

Varer 4-6 uger, hvor man føler sorg, fortvivlelse, vrede og meningsløshed, fordi man nu endelig har erkendt, at det frygtelige virkelig er sket. Ofte forsøger den kriseramte at finde ud af, hvorfor det skete, og hvem der er ”den skyldige”, så der er ofte stærke, modsatrettede følelser: Hvorfor skulle dette ramme mig? – har jeg gjort noget forkert?

Reaktionen kan både være udadrettet og aggressiv eller indadvendt, mens de kropslige symptomer kan være muskelspændinger og søvnløshed.

I denne fase kan man beskytte sig selv ved et forsvar, hvor man overfører sin egen skyldfølelse eller sine negative tanker på andre: At det var andres skyld, at det gik sådan. Man kan også nægte, at det, der skete skal have indflydelse på dagligdagen. Dette ses, f.eks., når man ikke fjerner den afdødes ting

Hjælp

Her skal den, der er i krise gennemleve sorgens følelser og den vigtigste hjælp er at være åben ’som en skraldespand’ og tage imod alle de følelser, der nu kommer op til overfladen. Derudover må hjælperen stadig tage sig af de praktiske ting. Når den kriseramte forsvarer sig ved at blive barnlig, ved at fornægte, ved at give andre skylden kan det forhindre psykisk sammenbrud, hjælpe gennem en svær situation og møde virkeligheden igen. Men forsvaret kan også udskyde bearbejdningen af det skete. De løser ikke problemerne på længere sigt men bruger meget energi. Så det er altså i orden på kort sigt, men skadelige på langt sigt.

Bearbejdningsfasen

Varer 6-12 mdr., hvor den kriseramte bearbejder sine følelser af tab og skuffelse. Man begynder at vænne sig til og acceptere det, der er sket – begynder at genoptage sit tidligere liv og igen at se fremad. Dog kan den kriseramte stadig genopleve det, der skete, ligesom det er almindeligt at føle angst og sårbarhed overfor andre og at mangle koncentrationsevne.

Hjælp

Her skal personen i krise lære at leve med den nye virkelighed og den bedste hjælp til dette er at man lytter aktivt og interesseret, når den kriseramte igen og igen genoplever det, der skete. Desuden kan hjælperen nu begynde at stille spørgsmål og komme med forslag. Der er stadig mange praktiske ting, der skal klares.

Ny-Orienteringsfasen

Starter ca. et år efter den krisens start og har ingen afslutning. Starten på denne fase er, at den kriseramte nu har lært at leve med det skete – og har skabt sig en ny hverdag, der fungerer. Man føler stadig smerte over det, der skete, men ikke hele tiden. Man kan nu tale om det, der skete uden at bryde sammen og oplever det som en del af sin livserfaring.

Hjælp

Nu, hvor den kriseramte skal til at investere energi i en ny fremtid, kan man hjælpe ved at puffe lidt til, komme med gode forslag, samt vejlede og støtte med praktiske ting.